Det smukkeste i verden.

Når mennesker bliver stillet overfor at skulle svare hvad der for dem er det smukkeste i verden, findes der mange forskellige meninger om dette. Nogle svarer at det er deres børns fødsel, mens andre mener det er solnedgangen over vesterhavet. Der er dem der synes det smukkeste er når forårets blomster springer ud, og der er dem for hvem deres bryllupsdag er det smukkeste de har oplevet. Der er mange forskellige meninger om hvad der er det smukkeste man her i livet kan opleve.

Jeg har naturligvis også en holdning til hvad det smukkeste i verden er, og for en fiskenørd som jeg, er det naturligvis noget der har med lystfiskeri at gøre. For mig er det smukkeste når jeg står ved bredden af en idyllisk lille å, jeg har netop lagt fluen perfekt ud, tæt op ad en grødeklat og følger fluens bevægelser gennem vandet. Det øjeblik hvor en stor gylden bredside, fyldt med røde og sorte pletter viser sig i overfladen, og linen strammes op, det er det der for mig er det smukkeste i verden.

Netop dette fik jeg muligheden for at opleve her i bededagsferien, på en varm solskinseftermiddag langs bredden af Danmarks, i mine øjne, smukkeste å.

Men lad mig starte med begyndelsen.

Flot stalling på den første dag

Bededagsferien levnede ikke mange timer til at jeg kunne dyrke min yndlingsbeskæftigelse, fluefiskeriet. Torsdag var arbejdsdag, fredag stod den på vandretur i Grene Sande, lørdag var jeg med familien på en forsinket mors dags tur i Jyllands park zoo, og søndag stod på to håndsfluekastekursus, så de få frie timer der var skulle udnyttes optimalt, og når jeg sidder og kigger tilbage på den forgangne forlængede weekend, så kan jeg ikke se hvordan de skulle have været udnyttet bedre.

Torsdag tog jeg til Ansager å efter aftensmaden, der var en smule aktivitet i overfladen, men intet der stod måls med den massive tilstedeværelse af myg, og de sporadiske majfluer der var begyndt at vise sig nær åen.  Jeg valgte at satse på nymfefiskeri, og satte den lille gul/orange flue for enden af forfanget. Det første sving blev fisket grundigt igennem, uden der dog var nogen aktivitet. Jeg kom derefter til et lille stryg, hvor vandet nedenfor dannede en lille pool, den blev naturligvis også fisket af, men stadig ingen hug. Jeg lagde fluen lidt længere ud i strømmen, lod den få lidt fart på ned over stryget, og gav den mulighed for at svinge langt ind mod brinken i poolen. Der faldt hugget, et hårdt og kontant hug, og min første tanke var regnbueørred. Fisken fightede hårdt og gik dybt, men da den endelig viste sig for første gang, så jeg et stort plettet sejl af en rygfinne skære gennem overfladen, det var ikke en regnbueørred, men derimod en stalling, og tilmed en ret stor stalling. Det tog vel et par minutter inden jeg fik fisken fightet ind, det er sjovt som det altid er svært at vurdere hvor lang tid en fight varer, for sekunder føles som minutter og man tror hver gang at man har fightet fisken i mindst et kvarter. Men sandheden er oftest at det ikke tager så lang tid at fighte selv hidsige fisk ind. Fisken kom ind, jeg lagde forsigtigt nettet under den, og holdt både net og fisk i vandet. Hurtigt fik jeg den modhageløse krog fri, og begyndte genudsætningen af fisken. Under genudsætningen fik jeg lige listet kameraet op af lommen, og tog et par billeder. Der gik ikke så længe inden fisken begyndte at sprælle, og slå hårdt med halen. Den var uskadt, og svømmede hurtigt tilbage til poolen igen. Den fine stalling var 41 cm lang, årets største for mit vedkommende. Aftenen gav også et par mindre bækørreder på 25 og 28 cm, en fin start på bededagsferien.

Bækørredfight med udfordringer.

Fredag var vejret bare perfekt til fluefiskeri, det var lidt tungt i luften, og skyerne dækkede næsten himlen, og lod kun solen skinne igennem i korte perioder.

Jeg fiskede igen idag i Ansager å, men denne gang midt på eftermiddagen. Jeg gik stykket igennem, og havde mange hug, oftest fra små ørreder, og ingen af dem huggede ordentligt på fluen.

For at være helt ærlig, så fisker jeg aldrig helt koncentreret på de første 3-400 meter af dette stykke, der sker sjældent ret meget, men når jeg så kommer lidt længere ned ad åen, begynder jeg at fokusere lidt mere, og fiske lidt mere intenst. Da jeg nåede til det stykke hvor jeg tidligere på året fangede en fin 39 cm regnbueørred, skulle dette stykke naturligvis fiskes grundigt af, for at se om der nu skulle være hugvillige fisk. Det var der, allerede i indgangen til svinget havde jeg det første hug, en fin fisk, der dog slap fri af krogen igen. Men i udgangen af svinget skete der noget der fik min puls til at stige hurtigt.

Jeg lægger fluen helt op ad brinken på modsatte bred, jeg ved fra tidligere observationer at der er et dybt hul ind under brinken, og hvis jeg bare kan få fluen til at lande rigtigt vil strømmen føre den ind under brinken. Det lykkedes og fluen forsvinder ind i den mørke dybe del af svinget. Jeg venter spændt, men der sker intet. Da fluen har fisket hele svinget igennem, begynder jeg at trække den hjem igen. Få sekunder efter fluen kommer ud af det mørke vand, sker der noget. En stor mørk skygge viser sig bag fluen, et par sekunder står den stille, jeg venter i spænding, laver små nyk med fluen for at få den til at virke lokkende. Fisken virker ligeglad. Jeg begynder at tage fluen lidt længere ind, og nu angriber fisken. Den mørke fisk angriber fluen hårdt, og i det samme øjeblik jeg mærker hugget, vender fisken, og jeg ser det jeg i hele verden aller helst vil se. En stor gylden bredside, fyldt med røde og sorte prikker. Mit hjerte hamrer vildt, det her er en stor bækørred, uden tvivl årets største. Det hele går så hurtigt, og mange tanker flyver gennem mit hoved. Fisken hugger hårdt, men på bedste bækørredmanér, så hugger den ikke ordentligt på fluen første gang. Jeg har efterhånden lært at holde igen med modhugget når det gælder bækørred, i modsætning til mine yngre fluefiskedage, hvor jeg ofte gav modhug allerede inden fisken havde nået frem til fluen, så jeg bevarer roen og lader fluen falde lidt tilbage. Jeg nykker igen lidt med fluen, og trækker den så hurtigt 30 - 40 cm hjem, fisken angriber fluen igen, og denne gang er det for at dræbe. Fisken er kroget, og  spæner nu ind mod det dybe hul under brinken, jeg lægger pres på den for at holde den ude, det er aldrig godt at vide havde der gemmer sig af trærødder der inde, så jeg vil for alt i verden undgå at den kommer derind. Det hjalp dog lige lidt, for fisken fandt en ny trærod på samme side som jeg stod på, og den her lykkedes det den at komme ind under. Jeg kunne ikke gøre meget andet end at bevare presset på den, og håbe at den kom ud igen samme sted som den gik ind. Det gjorde den, men med en enkelt lille bevægelse stod jeg nu med at langt alvorligere problem.

Når jeg fisker har jeg altid mit fangstnet til at sidde i bæltet på ryggen, og i det øjeblik en fisk hugger finder jeg et egnet landingssted, og lægger nettet der, så det er klar. I kampens hede glemmer jeg at kigge hvor jeg går, og kommer til at sparke til nettet så det falder i vandet, og begynder at flyde med strømmen. Det er aldrig sket for mig tidligere, så af alle dage, hvorfor så lige i dag. Nå der blev ingen genveje, jeg måtte lande fisken med hånden, hvilket som sådan heller ikke er noget problem, det har jeg gjort massevis af gange før, men udfordringen var at der netop på dette stykke af åen er mere end en halv meter fra brinken og ned til vandoverfladen, så jeg måtte ned og ligge på maven, og så holde fiskestangen højt med højre hånd, mens jeg fik lagt venstre hånd ind under fisken. Jeg kan levende forestille mig hvor komisk det må have set ud, men jeg fik fat i fisken. Da jeg ikke havde nettet ville jeg ikke løfte fisken på land, jeg ville ikke have den op og ligge i det tørre græs, så jeg blev bare liggende på maven, og afkrogede fisken i vandet. Med mobiltelefonen lykkedes det mig at få et par billeder af fisken inden den få sekunder senere med et kraftigt slag med halen piskede ud i åen igen.

Det var svært at vurdere hvor stor fisken var, under genudsætningen lagde jeg fisken op mod min underarm, således at dens hale var ved min albue. Fisken nåede 5-6 cm ud over fingerspidserne, og da min underarm fra albue til yderste fingerspids er 44 cm, må det altså have været en bækørred på ca. 50 cm. En smuk fisk, den smukkeste bækørred jeg har fanget i Ansager å.

Da fisken var genudsat måtte jeg have benene på nakken, jeg skulle have fat i mit fangstnet. Jeg løb og hoppede gennem det mudrede terræn, og omkring 300 meter længere nedstrøms får jeg endelig øje på nettet, det flyder lystigt afsted. Jeg løber det sidste stykke, og når lige frem til det inden det flyder forbi nogle buske, hvor jeg ville have haft meget svært ved at følge med, om det skulle have nået at passere der. Med stangspidsen forsøger jeg at trække nettet ind mod land, men strømmen er for stærk, og nu begynder nettet at komme udenfor min rækkevidde. Der er kun en ting at gøre, jeg trækker lidt line af hjulet, laver et par hurtige blindkast, og lægger fluen ud. I første forsøg rammer jeg trækanten på nettet og fluen falder ned på den forkerte side. Jeg prøver igen, og denne gang rammer jeg præcist lige midt i nettet, og lader fluen synke lidt ned. Jeg strammer op, og mit lettelsens suk kunne sikkert høres kilometer væk, da jeg mærker at fluen har fat i nettet og lidt efter lykkes det mig at hale nettet op af åen igen.

De føromtalte buske jeg er nået frem til ser faktisk ret spændende ud, og jeg tænkte at nu jeg var her, så kunne jeg da lige så godt lige prøve et par kast her. Der sker ikke rigtig noget, men da jeg begynder at rulle linen ind på hjulet igen, kommer pludselig en meget stor trykbølge lige bag fluen, jeg mærker et enkelt hårdt ryk, men desværre ikke mere end det. Jeg lader fluen falde lidt tilbage igen, og så er der hug. Det er dog en mindre regnbueørred på 25 cm, der har taget fluen. Jeg er overbevist om at det ikke var den samme fisk, som huggede for et par sekunder siden. Resten af turen giver et par småfisk, men ellers ikke rigtig noget. Det er også ok, jeg er mere end lykkelig for den smukke bækørred jeg fik.

Den smukkeste afslutning på weekenden.

Jeg kunne lige nå et par timers fiskeri søndag aften, og tog ud igen til samme sted som jeg for to dage siden fangede den flotte bækørred. Jeg havde et par småhug, men ikke rigtig noget der for alvor fik vækket min interesse, så jeg kørte lidt længere nedstrøms og forsøgte mig.

Der var kommet flere majfluer omkring åen, og dermed også en stigende aktivitet i overfladen, jeg stod på et tidspunkt i et kvarters tid, og iagtog en særdeles ihærdig regnbueørred der konstant mæskede sig i de majfluer der kom drivende. Det var nu kun en lille fisk, og jeg havde ingen interesse i at fange den, men det var ganske fornøjeligt at se på.

Jeg gik lidt længere opstrøms og affiskede et mindre stryg. Da jeg kom til enden af stryget, hugger en smuk stalling på 36 cm på fluen. Jeg tager stallingen i nettet og tager lige et hurtigt billede inden jeg nænsomt genudsætter den smukke fisk. Netop som stallingen slår et slag med halen og forsvinder i dybet, falder mørket på, og solnedgangen maler himlen i de smukkeste gule og orange farver. De samme smukke farver som den flue jeg har fisket med hele weekenden. Jeg sætter mig ned, tager fluen af forfanget og sætter den i hatten. Den har i den grad gjort sin pligt, og nu kan den sidde i hatten og forhåbentligt bringe lykke ved fremtidens ørredfiskeri i min smukke Ansager å.