Dejligt at være tilbage..

Den seneste uges tid har jeg ikke fisket i Ansager å, der var andre fiskevande der skulle prøves af, geddernes fredning ophørte og dem måtte jeg jo heller ikke glemme helt så jeg har forsøgt mig lidt ved Rørbæk sø og et af mine gamle bardomsvande, dog uden det store held. Faktisk har det været småt med fangsterne siden jeg sidst var ved Ansager å, ok for at være helt ærlig så har der slet ikke været nogen fangster, så det var med stor gensynsglæde jeg søndag d. 4 maj, atter en gang trillede ind på p-pladsen, pakkede fluestangen ud og slentrede gennem krattet ned til åen.

Fluen, den sædvanlige lille gule og orange tangloppelignende tingest, sad på forfanget, nu skulle det vise sig om den fine sæsonstart blot havde været begynderheld, eller om fluen kunne lokke flere regnbueørreder til hug.

Det var en overskyet dag, let vind, perfekt vejr til ørredfiskeri, lige som jeg bedst kan lide det. Dog gav den første times fiskeri ikke anledning til at tro at det ville blive en god dag, absolut ingen aktivitet.

Der kommer jeg så til et sving jeg tidligere har haft held ved, det skulle naturligvis prøves af. Jeg lægger fluen ud, perfekt i ydersiden af strømmen, så den bliver ført hurtigt forbi det dybe parti i svinget, og lige ind under nogle siv i udgangen af svinget, den perfekte standplads for en fin ørred. Jeg mærker to hidsige ryk i fluen, men ikke mere end det. To kast senere kommer en regnbueørred ud fra sivene, jagter fluen, men uden at røre den. Der sker ikke mere og jeg fisker videre ned ad åen.

Lige før det sted hvor et dambrugs udløb danner lidt turbulens i den ellers så fredfyldte å, ligger i et sving nogle dybe huller ind under brinken, endnu et perfekt tilholdssted for ørreder. Dem er der mange af i åen, men ikke alle er lige nemme at affiske. Det her er et af de svære, men ikke umuligt og efter et par forsøg lykkedes det mig at ramme strømmen rigtigt så fluen forsvinder ind under brinken, jeg bevæger fluen i små nyk med stangspidsen, og et hidsigt hug fra en lille 21 cm regnbueørred, giver dagens første fisk på land.

Jeg fisker videre henover dambrugets udløb, og traditionen tro er der fisk der hugger på stedet, men som alle de tidligere gange jeg har fisket det stykke, lykkedes det mig ikke at få den på land. Turen går videre ned over åen. Det næste stykke er et rigtigt dejligt stykker, fyldt med skarpe sving, dybe og lave partier, grusbanker, huller, vandplanter og store sten, alle de ting der tilsammen udgør opskriften på et klassisk ørredvand. Stykket er absolut ikke uden potentiale, her er fisk og der er nok af dem, men stykket er svært at fiske, der er mange udhængende grene, siv og andre udfordringer der griber fat i fluen, og ikke så let giver slip igen, om man skulle være så uheldig at ramme lidt upræcist.

Lidt længere nedstrøms fra dambruget ligger et af mine favoritspots, det er det i al fald blevet efter denne fisketur. Åen svinger svagt, strømmen tager til gennem svinget og der er et dybt hul på den venstre side mens den venstre side er overgroet med forskellige planter. Jeg lægger fluen i den øvre del af svinget og lader den arbejde sig nedad. Der går kun få sekunder før den første fisk, en regnbueørred på 28 cm tager fluen, og nu kaster sig rundt i vandet. Fisken kommer i nettet og jeg fisker videre gennem svinget. 3 meter længere nede kommer en fisk ud fra en busk af vandplanter, jeg ser den kun hurtigt, som den angriber fluen, men hurtigt slipper den igen og forsvinder ind under planterne. Jeg fisker stykker over et par gange mere, men ser ikke mere til fisken.

Resten af stykket giver ikke yderligere fisk eller hug, mens jeg roligt går gennem det høje græs tilbage igen, tænker jeg på fisken der huggede i svinget. Skulle jeg give det endnu en chance, det kunne ikke skade noget, og jeg havde en fornemmelse af at det var en god fisk.

Jeg lister mig hen til brinken, sætter mig ned på hug og løsner fluen fra krogholderen. Forsigtigt lægger jeg fluen ud i strømmen, præcist der hvor det turbulente vand løber akkurat hurtigt nok til at føre fluen ned under grøden, ned hvor fisken venter. Denne gang er jeg fast besluttet på at få den med op.

Med fingerspidserne føler jeg fluens mindste bevægelser, pludselig står den stille.  Der er hug. Det er en stor fisk, uden tvivl årets største regnbueørred. Fisken tager et udløb nedstrøms. Jeg kan kun lige akkurat holde den, den lette stang og det tynde forfang kommer på overarbejde. Så går den dybt, og stiller sig i strømmen i et minuts tid, inden jeg endelig får den presset fri igen. Derpå følger en hidsig fight hvor fisken spæner fra side til side i åen, ind under grøden, nedstrøms, opstrøms. Det er er fin fisk, men jeg synes alligevel den er meget stærk i forhold til dens størrelse. Efter et par minutter kommer den endelig tæt nok på, og jeg kan få nettet under den. Det er en stor, flot og kraftig fisk, ingen tvivl om at denne fisk ikke lige er sluppet ud af dambruget for nylig, den har gået i åen længe, og har fået opbygget nogle stærke muskler.

Netop denne fisk var min 10´ende regnbueørred i år i Ansager å, så hvilken bedre måde kunne man ønske sig at fejre sit 10 regnbueørreders jubilæum, end med denne smukke fisk på 39 cm og 1,06 kilo.

Fantastisk, dejligt at være tilbage i Ansager å igen.